Minilagkager – og et nyt trick til hævning

Minilagkager

De fineste minilagkager med de luftigste bunde – klar anbefaling af nyt trick til hævning1

Nogen har fornylig fortalt mig (og jeg har glemt, hvor jeg har det fra), at man kan opnå endnu bedre hæveevne og endnu mere luftigt bagværk, hvis man kombinerer bagepulver, natron og eddike. Der er en lang kemisk forklaring i forhold til kuldioxid, syre og meget andet. Men det korte af det lange er, at så måtte jeg jo prøve det af for at se, om det virker. Og særligt i lagkagebunde får jeg ofte ét af to problemer – enten bliver de tunge og klæge, eller også bliver det en bund, som minder mest om æggekage med sukker i (måske fordi der ofte er meget lidt mel og mange æg i en lagkagebund). Men det er da på alle måder slut nu! For det virker! Nu har jeg prøvet både på en banankage, som jo ellers virkelig kan blive en tung, klæg sag og på nedenstående lagkagebunde til minilagkager.

Forholdet mellem bagepulver, natron og eddike er 1 tsk bagepulver til 1 tsk natron til 1 spsk eddike og den mængde erstatter 2 tsk bagepulver eller natron i traditionelle opskrifter (inkl. mine egne, der hvor et luftigt resultat kunne være dejligt).

Nå, men nu til minilagkagerne, som du kan vælge at lave høje og så skære over i bunde efterfølgende, eller du kan bage dem i en bunds højde fra start. Jeg bagte højt og skar over, men næste gang vil jeg gerne have tre bunde pr. kage, og så er det altså lettere bare at bage bundene i et lags højde og stikke ud bagefter. Synes jeg… Men jeg bagte højt, fordi jeg jo skulle se, om kagen virkelig blev luftig, også når der var højde og dermed tyngde på. Og stadig godkendt!

Fyldet kan du variere i det uendelige – flødeskum, vanillecreme, chokolademousse, frugtmousse, marmelader i alle farver, smørcremer, frisk frugt og hvad du ellers har fantasi til at komme i. Jeg skriver opskriften med de helt enkle ting, jeg kom i. Faktisk er det en super god idé til børnefødselsdage etc. at lade børnene/gæsterne lave deres egen lagkage. Så kan du jo bare sætte skåle frem med alle former for fyld – og så er der fri leg 🙂

Til ca. 10 små lagkager på Ø 8cm skal du bruge:

  • 8 æg
  • 225 g sukker (jeg brugte brun farin i mine, derfor er de mørke)
  • 225 g hvedemel
  • 100 g smeltet smør
  • 1 tsk bagepulver
  • 1 tsk natron
  • 1 spsk eddike (jeg brugte hvid balsamico)

Til fyld desuden:

  • hindbærmarmelade
  • lemon curd
  • flødeskum
  • glasur af flormelis, kakao og vand
  • krymmel

Sådan gør du:

  1. Pisk æg og sukker til en tyk, luftig æggesnaps
  2. Bland hvedemel, bagepulver og natron sammen og sigt det i æggesnapsen
  3. Vend det forsigtigt rundt med en dejskraber
  4. Til sidst vendes smeltet smør og eddike i dejen og den fordeles på to-tre bageplader (med bagepapir på)  afhængig af din ovns størrelse
  5. Bages ved 180 grader (ikke varmluft) til de er gyldne og giver efter for et let tryk – ca. 10-12 minuttter
  6. Når lagkagebundene er kølet ned, stikkes de ud med et glas, en udstikker eller lignende – med diameter ca. 8 cm
  7. På den øverste lægges et lag glasur og på den anden (eller de andre, hvis du ønsker tre lag) fordeler du så enten lemon curd eller marmelade og til sidst et lag flødeskum
  8. Kagerne samles og kan enten stilles på køl nogle timer, inden de skal spises eller serveres med det samme
Minilagkager

Minilagkager i to variationer – en med lemoncurd og en med hindbærmarmelade – helt klassisk!

TIP: Normalt har en lagkage bedst af at trække på køl til dagen efter, men jeg synes faktisk ikke, det er helt så afgørende med de her små varianter. Så du behøver ikke forberede i god tid, hvis du hellere vil gøre klar lige inden servering.

TIP II: Selv helt små børn vil synes, det er en fest at samle deres egen lagkage, og afhængigt af om gæsterne er store eller små, kan det jo være muligt at stænke bundene med cognac, grand manier, portvin, saftevand, juice eller slet ikke.

Velbekomme!:-)

Skriv et svar