Snoede chokoladeboller med nougat

Jeg synes for tiden kun, at jeg får bagt, når jeg har syge børn hjemme… I går var også sådan en dag, og om jeg så bager (for) sjældent eller om jeg har meget syge børn i øjeblikket, det ved jeg ikke helt. Svaret findes nok et sted midt imellem. Men pyt – for som sædvanligt var den 2-årige med i køkkenet. Han elsker det! Og han havde spurgt siden i fredags om ikke, vi skulle bage boller… Hmmm… Mor vil hellere bage kage… Så vi mødtes på midten med de her lækre, choko-nougat knuder/chokolade-sno-boller/wannabe-snurrer – kald dem hvad du vil:-) De er superlækre til kaffen, til brunch eller til en picnickurv, når vejret bliver lunere.

Chokoladeknuder

Snoede chokoladeboller med nougat – klar, parat, spis!

Vi fik 16 meget store chokolade-knude-boller ud af portionen, og jeg tænker, at 20 nok er et mere passende tal. Men det er selvfølgelig helt op til dig:-)

Du skal bruge:

  • 375 ml mælk (jeg brugte en blanding af minimælk, vand og fløde)
  • 40 g gær (brugte en hel pakke, men gætter på, min søn smuldrede 1/5 ved siden af :-))
  • 4 spsk sukker
  • 1½ tsk salt
  • 2 æg
  • 125 g smeltet smør
  • hvedemel

Desuden:

  • 150 g mørk nougat
  • 30 g god kakao (jeg brugte Peter Beiers, og det er virkelig intenst i smagen)
  • 110 g rørsukker
  • 125 g blødt smør
  • 1 æg + perlesukker til pensling

Sådan gør du:

  1. Smelt smørret og stil til side
  2. Lun mælken, så du ikke længere kan mærke temperaturforskel, når du stikker din lillefinger i og rør gæren ud heri
  3. Tilsæt sukker, æg og salt og det smeltede, ikke for varme, smør og rør godt
  4. Tilsæt herefter hvedemel til du har en lækker blød og smidig, lidt fedtet dej og ælt rigtig godt
  5. Stil dejen til hævning i 30-60 minutter og lav imens fyldet
  6. Lun/smelt nougaten forsigtigt og rør den sammen med alle de øvrige ingredienser (ikke æg og perlesukker) til en lækker remonce
  7. Når dejen er klar, rulles den ud til et rektangel på ca. 60×35 cm og remoncen smøres ud over hele dejen
  8. Fold herefter dejen sammen på midten, så du nu har et rektangel på ca. 30×35 cm med remoncen i midten
  9. Skær så dejen i 2-2,5 cm tykke strimler i den retning, som du har foldet dejen, så hver strimmel er ‘åben’ i den ene ende og har ‘midterfolden’ i den anden ende
  10. Tag fat i hver ende af en strimmel og sno hænderne hver sin retning, så dejstrimlen snor sig. Sno dejstrimlen rundt, så den bliver nogenlunde rund og sørg for at enderne er under bollen. Læg den på en bageplade med bagepapir og stil til hævning
  11. Gentag til der ikke er flere strimler og lad hæve ca. 60 minutter. Slå ægget til pensling ud i en skål nu og stil på bordet, så det ikke er helt koldt, når du skal bruge det
  12. Pensl med æg og drys med perlesukker og bag en plade ad gangen ved 200 grader i ca. 15-20 minutter (jeg bruger sjældent varmluft ved bagværk, da jeg synes, det bliver tørt, men gør du, så skru lidt ned for varmen og byt pladerne undervejs for en mere jævn bagning)
  13. Nu er de lune, lækre chokolade-knude-boller klar til en god kop kaffe, varm chokolade eller måske bare et glas iskoldt mælk. Mums!

 

4 comments

    • Louise Mølbæk says:

      Hej Margrete,
      Hvis du skal bruge dem dagen efter, har jeg to forslag:
      1) bag dem i god tid og frys dem ned. Så tager du dem bare op om morgenen og luner lidt i ovnen. Så er de fuldstændig som nybagte og du sparer tiden op til gæsterne kommer.
      2) lav dem hæve kortere tid 2. gang. Max 30 minutter. Så bliver de lidt mere fugtige i dejen og holder bedre til dagen efter, hvor du stadig kan lune dem lidt, hvis du har lyst.

      Rigtig god bagning 🙂

    • Louise Mølbæk says:

      Jeg måler sjældent mine melmængder til gærbrød. Jeg hælder i til konsistensen virker rigtig 🙂 Så jeg ved det faktisk ikke. Men jeg vil tro, du ender med at bruge 400-500 g. Men kom lidt i ad gangen, så du er sikker på, du ikke får for tør en dej. Den skal være sammenhængende, men stadig blød og smidig, når du stiller den til hævning 1. gang.

Skriv et svar