Nutella er nutella. Det er kun Ferrero lave. Så den hjemmelavede nutella her bør retteligt hedde hjemmelavet chokolade-nougatsmør, men pyt – for det er simpelthen en lille bid af himlen – fuld fortjent på en råkold weekendmorgen sammen med nybagte boller, og så ved du også præcist, hvad der er i 🙂 Men det slutter skam ikke her, for luner du det lidt, så det atter bliver flydende, har du den lækreste chokoladesauce til pandekager med is, frisk frugt, (græsk) yoghurt, chokoladekage eller hvad du kan finde på at hælde chokoladesauce over. Så bliver det vist ikke bedre? Og hælder du det på små fine glas har du også en værtindegave til de mange arrangementer som november og december typisk byder på 😉
Det er så let at lave hjemmelavet nutella selv, så prøv endelig. Jeg har lavet min version med mørk chokolade (70%), men ønsker du en mildere chokoladesmag, kan du sagtens bruge lys chokolade i stedet. Næste gang vil jeg prøve med en kombination af lys og mørk chokolade og måske tilføje lidt revet appelsin/mandarinskal for et twist af jul. Mums!
Til to glas skal du bruge:
- 180 g mørk chokolade (jeg brugte Valrhona 70%)
- 130 g blød nougat
- 140 g fløde
- 65 g koldt smør i mindre stykker
Sådan gør du:
- Hak chokolade og nougat groft og kom i en gryde sammen med fløden (evt. sammen med revet appelsinskal, hvis du ønsker det også)
- Varm massen op til ca. 80 grader, mens du rører rundt hele tiden
- Når massen er klar, tager du gryden af varmen og kommer det kolde smør i. Rør til massen er helt jævn og glat
- Hæld chokolade-nougatsmørret på rene, skoldede glas og sæt på køl til dagen efter
- Så har du lækkert hjemmelavet chokolade-nougatsmør, som du enten kan nyde på nybagt brød (husk at tage det ud af køleskabet 20-30 min. før du skal bruge det) eller glæde en ven med. Det holder sig fint 2-3 uger på køl
Velbekomme!:-)
One comment