For snart en del år siden købte mine forældre et sommerhus i Nordjylland, som de stadig har, og som vi alle elsker at komme i. Med sommerhuset fulgte et nyt ord til forrådet: ‘sommerhussmåkager’. Nogle købe-chokoladesmåkager som jeg ikke husker nogensinde at have spist andre steder end dér. Præcis som at Prinzen Rolle chokoladekiks er noget, jeg kun forbinder med vores Camp-Let ferier som barn, men det er en helt anden historie…
På en af turene til sommerhuset var der ikke indkøbt de berømte ‘sommerhussmåkager’, og jeg bagte i stedet selv ‘sommerhussmåkager’ af de ting, jeg nu kunne finde i sommerhusets skuffer og skabe (noget jeg nok i virkeligheden skulle have gjort længe før). Det blev til de her lækre cookies med müsli og chokolade. Her får du fuldkornsudgaven med rugmel og hvid hvede, men brug hvad du har på lager:-)
Til 16 cookies skal du bruge:
- 100 g hvid hvede (hvedemel med hele kornet malet med – ikke at forveksle med fuldkornshvedemel)
- 75 g rugmel
- 200 g müsli (jeg er glad for Urtekrams m/dadler og kokos)
- 100 g lys rørsukker
- 100 g mørk muskovadosukker (kan sagtens erstattes af brun farin)
- 175 g blødt smør (jeg bruger næsten altid saltet smør)
- 1 æg
- 1 æggehvide
- 1½ tsk bagepulver
- 1 tsk vanillepulver
- ½ tsk salt
- 100 g grofthakket mørk chokolade (jeg brugte Valrhona 85%)
Sådan gør du:
- Rør blødt smør luftigt med de to slags sukker.
- Tilsæt æg og æggehvide og rør til en ensartet luftig masse
- Kom de to slags mel, müsli, bagepulver, vanille, salt og chokolade op i æggemassen og rør kun akkurat til cookiemassen er ensartet
- Læg bagepapir på to bageplader og sæt 8 cookies af på hver plade med to spiseskeer (sæt dem med god afstand, da de flyder ud)
- Bages ved 175 grader i ca. 15-18 minutter
- De er bløde, når de kommer ud af ovnen, så lad dem køle af et øjeblik på pladen, før du flytter dem over på en rist til nedkøling
Nyd de sprøde cookies med benene oppe i dit sommerhus eller din stue sammen med en god kop mokka eller iskold mælk:-)
Velbekomme!:-)