Mazarintærte? Var det virkelig det bedste, du kunne op med efter en hel måneds tavshed på bloggen? Glutenfri mazarintærte? Nej, ved du nu hvad…!
Ja, jeg kan godt selv høre, hvor det bærer hen, men jeg synes faktisk, jeg har mange gode undskyldninger for at have forsømt bloggen så længe. En af dem hedder påskeferie, men en anden hedder job. Jeg er nemlig startet arbejde igen efter vi er flyttet og min barsel er slut. Foreløbligt godt nok kun fire uger, men nu får vi se, hvordan det går. I hvert fald betyder det, at vi har fået en vaskeægte hverdag igen med to udearbejdende forældre og to børn i institution, og så bliver det sekundært med bloggen, selv om kameraet er fyldt med billeder af kager, jeg gerne vil dele med jer 🙂 Men tilbage til det, det hele handler om – glutenfri mazarintærte.
Mazarintærte har en helt særlig plads blandt de barndomsminder, som knytter sig til kage. Ikke den hjemmebagte, sukkerfri, glutenfri mazarintærte som her, men den der købe-fætter i cellofan. Jeg tænker, at den stadig kan købes ‘derude’ til den nette sum af tæt på ingenting. Og hvordan den i virkeligheden smager, aner jeg ikke, men jeg har ikke tænkt mig at teste det, for jeg vil gerne blive i mindet om, at den var helt fantastisk.
Da min bror og jeg var børn, arbejdede vores forældre af og til i de samme weekender, og så var vi alene hjemme. I virkeligheden sikkert ikke særlig mange timer i træk, men jeg husker, at vi fik lov til at dele sådan en købe-mazarintærte, når det skete. Og for at vi ikke skulle komme op og toppes om, hvem der skulle have hvilke stykker, havde min mor delt den i kvarte og ridset vores initialer ned i glasuren. Så var der ikke så meget at komme efter. Når jeg fortæller det, kan jeg godt høre, at det lyder tæt på absurd at bestikke børn med cellofanindpakket mazarintærte, og det kommer aldrig til at ske herhjemme. Det er helt sikkert. Men det er stadig et virkelig dejligt minde.
Og derfor vil jeg gerne give det et forsøg med en glutenfri mazarintærte, så jeg kan genopfriske de gode minder. And here goes! At den blev både glutenfri og sukkerfri er mest et tilfælde, fordi jeg havde noget sødning, hvor emballagen var gået i stykker. Er du ligeglad med sukkerdelen, kan du også med fordel tilsætte en håndfuld revet marcipan til opskriften 🙂 Jeg tilsatte i øvrigt også revet appelsinskal – det blev den ikke ringere af!
Til en springform på ca. 21 cm skal du bruge:
- 4 æg
- 125 g flødeost
- 100 g smeltet smør
- 150-200 g sødning (jeg brugte en blanding af sukrin, sukrin gold og suvida)
- 1 3/4 dl mandelmel
- 1 dl pofibre
- 3/4-1 dl affedtet mandelmel fra Funktionel Mad
- 2 spsk loppefrøskaller
- 1,5-2 dl mælk
- 1 tsk bagepulver
- 1 tsk vaniljepulver
- mandelessens efter smag (½-1 spsk)
- Mørk chokolade og smør til glasur i forholdet 4:1 (jeg brugte ca. 120 g chokolade)
Sådan gør du:
- Pisk æg og sødning med friskost 2-3 minutter ved høj hastighed
- Tilsæt alle de øvrige ingredienser og rør godt sammen. Hold ca. ½-1 dl mælk tilbage for at se, hvor meget væske dejen suger. Dejen skal være som almindelig tyk kagedej
- Kom dejen i en bagepapirbeklædt springform og bag ved 180 grader varmluft ca. 30 minutter eller til den føles fast på midten
- Glasuren laves ved at smelte chokoladen forsigtigt i microovnen og rør herefter det kolde smør ud i chokoladen til glasuren er fin og blank
- Når kagen er bagt og afkølet, hældes glausren på kagen, mens den stadig er i formen. Lad glasuren størkne helt, før kagen skæres ud og serveres
Tip: ønsker du en mælkefri kage, kan du erstatte smør med kokosolie, flødeost med cremet tofu og mælk med mandelmælk. Men så skal du bare tilsætte en anelse salt, da smørret er saltet.
Velbekomme!:-)