Glutenfri og mælkefri gulerodskage med squash

Glutenfri og mælkefri gulerodskage

Glutenfri og mælkefri gulerodskage – saftig, svampet og smagfuld!

Både glutenfri OG mælkefri? Og faktisk tilmed sukkerreduceret og fyldt med gulerødder, squash og æble. Så er det jo knapt nok kage længere? Hvad er der gået galt? Sig det lige igen: Glutenfri og mælkefri gulerodskage med squash og æble! Hvad i alverden er der galt med Mormors kringle eller en pæretærte, hvis der absolut skal være frugt i? Mmmm… Pæretærte – du siger noget… 🙂 Nå, den craving håndterer jeg en anden dag…

Nå ja, jeg kan jo godt selv høre, at sukkerreduceret glutenfri og mælkefri gulerodskage tangerer ikke-kagen. Men vent bare til du får efterfølgeren: Min mand opdagede det ikke. Mine børn opdagede det ikke. Og jeg siger jer, det bragte glæde der, hvor kagen var tiltænkt. Nemlig hos en af min søns børnehavevenner og hans familie. På grund af allergier er deres mad nødt til at være glutenfri og mælkefri, og så er det da bare så rart at kunne glæde dem med en kage, som faktisk smager af kage og ikke bare af rismel og vand… Så kender du nogen med allergi, eller er du selv udfordret på de fronter, er du altså virkelig godt hjulpet med den her glutenfri og mælkefri gulerodskage med squash og æble. Jeg ville så gerne have taget billeder af hele kagen, men det eneste der pludselig var tilbage, var det ene stykke, som jeg nu faktisk spiser, mens jeg skriver opskriften til dig 🙂 Den er så lækker! Mums siger jeg bare!

Du kan jo selv justere på sukkermængder og varianter, hvis du har lyst. Jeg tænker, at honning, agavesirup, yaconsirup, kokossukker og ahornsirup på meget fornuftig vis kan erstatte brun farin og sukrin gold, som jeg har brugt. Bruger du udelukkende flydende sødning, så juster samtidig lidt på vandmængden.

Som jeg ofte gør, har jeg brugt frugtkødet (pulpen) fra min slowjuicer for at mindre madspild. Det betyder, at det er mere tørt, end hvis du blot bruger frisk frugt/grønt og rivejernet eller en almindelig saftpresser. Derfor har jeg tilsat vand efterfølgende. River du squash, gulerod og æble vil jeg bruge større mængder frugt/grønt og mindre vand (hvis overhovedet). Men som altid får du opskriften, som jeg lavede den.

Til en springform på Ø26 cm skal du bruge:

  • 4 æg
  • 100 g sukrin gold (eller tilsvarende sukkererstatning)
  • 150 g brun farin
  • 100 g kokosolie (eller smør, hvis kagen må indeholde mælk)
  • 100 g kokosmel (almindeligt revet kokos)
  • 50 g havremel (glutenfri)
  • 75 g boghvedemel
  • 40 g rismel
  • 35 g mandelmel
  • 2 spsk loppefrøskaller
  • 2 tsk bagepulver
  • 1 tsk salt
  • 360 g frugtkød bestående af æble, gulerod og squash
  • 2-3 dl vand
  • 30 g krydderiblanding af kanel, ingefær, nellike, allehånde, vaniljepulver og kardemomme (jeg brugte ca. halvdelen kanel og resten i lige dele)

Til pynt desuden

  • 2 spsk kokosolie
  • 120 g mørk chokolade
  • Hakkede valnødder

Sådan gør du:

  1. Pisk æg med sukrin gold og brun farin til det er luftigt
  2. Smelt kokosolien og kom i æggeblandingen
  3. Bland alle de tørre ingredienser sammen og kom i æggesnapsen
  4. Kom frugtkødet i og rør godt rundt, så det bliver jævnt fordelt i dejen
  5. Til sidst kommes vandet i, til dejen er mere blød, men stadig som en tyk grød
  6. Kom dejen i en springform med bagepapir i og bag den midt i ovnen ved 170 grader (ikke varmluft) i ca. 45 minutter eller til den er fast, når du trykker den let på midten
  7. Når kagen er bagt, køler den af i formen på en rist, mens du smelter kokosolie og chokolade forsigtigt sammen
  8. Hæld det over den næsten afkølede kage og drys med hakkede valnødder og lad kagen køle helt af i køleskabet, så chokoladen sætter sig hurtigere
  9. Server i godt selskab med en god kop kaffe eller forær kagen til nogen, som bliver rigtig glade for den
Glutenfri og mælkefri gulerodskage

Mums – det sidste stykke forsvandt lige så hurtigt som det første 🙂

TIP til glasur: Kagen er også virkelig lækker med en klassisk flødeosteglasur på, men så er den ikke længere mælkefri. Du kan også lave en hvid glasur med citronsaft og flormelis eller en almindelig chokoladeglasur med kakao, flormelis og vand/æggehvide

TIP II: Du kan også komme hakkede valnødder og/eller rosiner i kagen, hvis du er til det

TIP III: Bruger du rivejernet til gulerod/æble/squash, vil jeg tro det passer med ca. 500 g og så kun ½-1 dl vand

Velbekomme!:-)

 

Skriv et svar