Glutenfri knækbrød med fennikelfrø

Glutenfri knækbrød

Lækre, sprøde glutenfri knækbrød med fennikelfrø – perfekte til tapas!

Hos os er lørdag altid lig med ønsket om lidt lækrere aftensmad og et par enkelte gange (måske 3 i alt) har vi spist børnene af med rester fra dagen før, og har holdt voksenaften med bøf og rødvin, når de er blevet puttet. I øvrigt vil begge vores børn gerne spise bøf, men I ved, hvad jeg mener… Nogle gange er det tapas. Måske fordi jeg har så ustyrlig svært ved at begrænse mig, når jeg handler ost og tilbehør, så der automatisk bliver til et helt aftensmåltid… I aften står den dog på stegt flæsk og persillesauce. Det lyder måske ikke umiddelbart som noget, jeg laver, og det er det egentlig heller ikke. Men vi får en måltidskasse leveret, hvor det er en af retterne – og desuden kan både manden og sønnen virkelig godt lide det. Men hov… det her er jo en kage-bage-blog, så tilbage til bagværket…

For første gang i mit liv (tænker lige efter en ekstra gang, men den er god nok) har jeg bagt knækbrød. Glutenfri knækbrød med fennikelfrø! Og hvis jeg vidste, at det var så nemt, så havde jeg gjort det noget før! Så der går nok kun et par dage, før jeg prøver igen, for det er da bare usandsynligt lækre, sprøde, smagfulde knækbrød perfekt til alle borde – picnicbordet, morgenbordet, ostebordet, tapasbordet, sofabordet og alle andre borde med skyggen af mad på 🙂

Der bliver til 1 bageplade, så skal du have gang i stordriften, kan du jo bare gange op. De holder sig fint i en kagedåse eller andet med tætsluttende låg. Eller det vil jeg tro, for her er de allerede næsten væk på 2. dagen. Jeg blev inspireret til opskriften på et glutenfrit bagekursus, jeg var på i starten af september, men der skulle alligevel gå fire uger, før jeg selv gik i gang med egen produktion. Men her kommer altså mine glutenfri knækbrød med fennikelfrø.

Du skal bruge:

  • 1 dl glutenfri havregryn (eller andre glutenfri gryn/flager)
  • 1 dl glutenfrit mel (Jeg brugte ½ havremel og ½ hirsemel)
  • 2 dl blandede frø og kerner (solsikke, græskar, hørfrø, sesam etc.)
  • 1 spsk hørfrømel/knuste hørfrø
  • 1 dl vand
  • ½ dl olivenolie
  • 1 tsk groft havsalt/flagesalt
  • 1-2 tsk fennikelfrø (afhængigt af hvor kraftig smag du ønsker)

Sådan gør du:

  1. Bland alt det tørre sammen i en skål
  2. Hæld olie og vand i skålen og rør godt rundt. Det er noget værre klister, men det samler sig en smule efter et øjeblik
  3. Rul dejen tyndt ud mellem to stykker bagepapir og skær herefter ud i passende stykker med en skarp kniv inden de bages
  4. Bag midt i ovnen på 160 grader i ca. 30 minutter eller til de tager farve
  5. Lad dem køle af på bagepladen 10-15 minutter, inden de flyttes over på en rist til helt afkøling
  6. Brug dem som du har lyst til – morgenmad, mellemmåltider, tapas, ostebordet eller hvad du synes
Glutenfri knækbrød med fennikelfrø

Jeg spiser knækbrød til alle måltider nu – helst to lagt sammen med lidt smør imellem 🙂

TIP: Du kan bytte fennikelfrø ud med fx kommen eller dine egne favoritkrydderier for din egen personlige smag

Velbekomme!:-)

Skriv et svar