Endnu en gang har jeg været på fotokursus hos den fantastiske Fru Knips i Vejle. Og endnu en gang kan jeg næsten ikke få armene ned. Denne gang var jeg så heldig, at den dygtige madstylist Gitte Jakobsen fra Picturesque Kitchen også var med til at give tips og tricks, så jeg sugede til mig hele dagen. Og var det ikke, fordi jeg gik direkte hjem i seng til 2½ døgns omgangssyge (ligesom resten af hele min familie), så var jeg stadig helt høj af begejstring.
Vi skulle hver især medbringe en kage, is, dessert eller lignende, som vi godt kan synes, det kan drille lidt med at få fotograferet, så man kan ‘smage kagen gennem billedet’. Så der var masser af kage at ‘skyde løs på’. Og DÉT var der. For kagerne talte: sandkage, æblecrumble, glutenfri cookies med chokolade og pecannødder og en pæretærte med ingefær. Så der var bestemt basis for en række forskelligartede billeder. De andre dygtige bagere var Sena fra Cakeliving, Jannie fra Myplaceforcakes og Annette som har Tantestrejf.
Min store udfordring med det her fotohalløj er, at der er så utrolig mange knapper på kameraet. Det har så utrolig mange muligheder for indstilling. Der er jo flere knapper og ting at tage stilling til end jeg har opskrifter eller tøj i klædeskabet. Og det siger altså ikke så lidt… Og så ved jeg jo godt, at der er en auto-indstillings-knap. Men resultatet bliver jo ikke godt. Så selvkritisk er jeg alligevel.
Så fandt jeg i en lang periode en semi-auto-knap, så jeg selv kunne indstille nogle få ting, og kameraet gjorde resten. Så blev billederne semi-gode. Men nu har jeg endelig fået kameraet slået over på manuel funktion, så nu er det mig, som bestemmer, hvordan billedet bliver. Det er selvfølgelig både godt og skidt, idet jeg nu ikke længere kan give kameraet skylden for dårlige billeder… Til gengæld har min tekniske formåen fået et nøk opad, og det er jeg faktisk ret stolt af.
Jeg er helt med på, at med en kageblog så burde min billedstandard være markant højere. Men det er jo for søren kagerne og lysten til at glæde andre med kager, som har startet hele balladen. Først senere er der dukket en skabs-madstylist op i mig og skabs-fotografen ligger vist stadig gemt et sted og modner…
Billederne fra kage-fotokurset har jeg selv taget – dem alle sammen – alle 92 billeder som jeg kom hjem med. Og dem du ser her har jeg endda kun beskåret lidt. Enkelte er lysnet lidt. Men ellers har jeg slet ikke behandlet dem. Så nu håber jeg, at mine kagebilleder fremover vil være endnu mere appetitlige at se på, og at du får en endnu bedre fornemmelse af, hvordan mit køkken dufter og hvordan kagen smager 🙂
Ifølge den dygtige Fru Knips burde jeg i øvrigt nøjes med at tage billeder med min telefon, og så købe lidt opgraderingsgear til den. Men altså… Nu har jeg jo kastet mig ind i fotokampen, og giver op – det gør jeg altså ikke!
Opskriften på pæretærten og på de glutenfri chokolade/pekancookies deler jeg med jer en af dagene, for de var nemlig mit bidrag til fotofesten:-)