Romkugler. Trøfler. Træstammer. Trøffelsnitter. Popcakes på pind. Der er virkelig mange muligheder for at være kreativ, når man er gået i køkkenet for at kreere kageverdenens sammenkogte ret. Nemlig den fantastiske kagespise, der kommer ud af resterne fra de sidste dage eller ugers kagerier. Bare spørg dine børn – eller børn du kender – om ikke, de synes, det er en god idé til jeres fredagskage? Og så er det jo også helt i tråd med ‘Stop Spild af Mad’-kampagnen, og derfor indtages sådanne lækkerier naturligvis med den reneste samvittighed 🙂
Nå, men i mit tilfælde var det chokolade- og marcipanrester fra en flødebolleproduktion tidligere på ugen og kagerester i alverdens afskygninger: Victorian sponge cake (rød), som jeg brugte til flagkage til min søns fødselsdag, chokoladekagerester fra vores sommerferie, et par giftkagemuffins (blå) og lyse makronmuffins med mørk chokolade. Alt sammen bare for at sige – alle kagerester kan bruges, så gem dem i fryseren til du har nok:-)
Jeg lavede en ret stor portion, fordi jeg bruger dem som værtindegaver de næste dage, hvor vi skal på farten rundt om i landet, og de er altså blandt de lette transporterbar kager. Hvis kageresterne har været frosset før brug, så vær sikker på, at de er tøet op, før du går i gang. Ellers stivner chokoladen, når den rammer den frosne kage, og så får du bare en hård klump i bunden af skålen.
Fælles er, at alle kagerester kan bruges. Selv en fejlslagen, underbagt, squash-ananas kage, som på ingen måde var en tallerken værdig, har fundet hvile i en rom-trøffel-kugledej her hos mig 🙂
Til ca. 50 rom-trøffel-kugler eller 25 træstammer skal du bruge:
- 1000 g kagerester
- 220 g marcipan i små stykker
- 275 g smeltet, mørk chokolade
- 125 g syrlig marmelade (jeg brugte selv 100 g ribsgelé og 25 g lemon curd)
- 30 g kokosmel
- Evt. kakao
- Rom eller romessens efter smag
- Pynt til at trille i – kokos, kakao etc.
Sådan gør du:
- Smuldr kageresterne til fint ‘rasp’ – brug fingrene eller røremaskinens dejkrog
- Tilsæt den smeltede chokolade, kokosmel, marcipan i små stykker og marmeladen og ælt til en homogen masse
- Afhængig af hvilke kagerester, du har brugt, kan du tilsætte ½-1 dl god kakao. Jeg gjorde det ikke, da størstedelen af mine rester var en tæt, smagfuld chokoladekage
- Hvis konsistensen er meget tør, kan du tilsætte lidt vand eller en anelse mere marmelade (smag dig frem)
- Er konsistensen meget våd, kan du komme mere kakao eller kokosmel i. Alternativt lidt fintvalsede havregryn, hvis du er til det
- Til sidst smager du til med rom(essens) og former til kugler og lad endelig dine børn være med her – de elsker at forme og trille!
- Trilles til sidst i dine (børns) favoritter – jeg brugte kokosmel, frysetørrede brombær og kakaopulver. Men brug hvad du kan forestille dig af farvet sukkerkrymmel, hakkede nødder, andre frysetørrede bær, smeltet chokolade, grofthakket chokolade eller lakridspulver.
- Opbevares på køl og holder sig fint 4-5 dage, hvis der altså er romkugler så længe 🙂
Hvad er din personlige favorit til at trille rom-trøffel-kugler i?
Velbekomme!:-)