Vanillemuffins med mandarin

Efter næsten en hel uges stilhed i mit køkken, blev reparationen af min køkkenmaskine fejret med disse lækre vanillemuffins med mandarin. Det blev til vanillemuffins, fordi jeg så samtidig lige kunne afprøve nogle nye vanillestænger, jeg har købt fra den svenske hjemmeside vaniljimporten.se. De leverer fragtfrit til Danmark og kan bestemt godt anbefales. Selv om de kom vakuumpakket, duftede både pakke og postkasse helt fantastisk af vanille, og jeg var jo derfor nødt til at prøve de lækre stænger af.

Vanillemuffins med mandarin

Prøv at se hvordan de flotte vanillekorn danser i kagen 🙂

Det blev 16 af de her store saftige muffins, som min søn efterfølgende var med til at pynte – og sikke en fest! Jeg finder stadig farvede sukkerkugler på gulvet…

Du skal bruge:

  • 2 æg
  • 300 g hvidt sukker
  • 300 g hvedemel
  • Korn fra 1 polynesisk vanillestang (bruger du bourbon eller madagaskar skal du burgee 1½-2)
  • 2 tsk bagepulver
  • Revet skal + saft fra to usprøjtede mandariner
  • 2 tsk citronsaft
  • 2½ dl mælk
  • 200 g smeltet smør

Sådan gør du:

  1. Pisk æg, vanillekorn og sukker til en lys og lugtig æggesnaps
  2. Bland mel og bagepulver og vend i æggesnapsen sammen med skal og saft fra mandarinerne
  3. Tilsæt mælken og rør dejen ensartet
  4. Kom til sidst det smeltede smør i og rør til dejen er blank og ensartet – endelig ikke for længe!
  5. Fordel dejen i ca. 16 muffinsforme (ca. 1 cm fra kanten) og bag dem ved 175 grader (ikke varmluft) i ca. 20 minutter
  6. Vil du pynte dine muffins, skal de køle helt af først, og her vil det være godt med fx en chokoladefrosting eller en helt simpel appelsinglasur af appelsinsaft og flormelis
  7. Nu er de klar til at blive serveret og nydt med en god kop te – eller hvad du foretrækker
Vanillemuffins med mandarin

Saftige og luftige muffins med vanille og mandarin

Velbekomme!:-)

2 comments

Skriv et svar