Fuldkornsboller med solsikkekerner og tranebær

Fuldkornsboller m/tranebær og solsikkekerner

De lækreste boller med danskvand, tranebær og solsikkekerner 🙂

De bedste bagestunder er ubetinget dem, hvor der bliver hygget om bagerierne – som fx i mandags, hvor min dejlige søn på 2 spurgte, om han måtte være med til at bage de boller, som jeg havde lavet dej til, før jeg hentede ham i vuggestuen. Og svaret gav naturligvis sig selv – for det er så skønt, når han gider være med 🙂

Fuldkornsboller m/tranebær og solsikkekerner

Ren hygge med en lille hjælper i køkkenet 🙂

Så udover nogle virkelig lækre, saftige boller, gav det den hyggeligste eftermiddag, vi længe har haft – og han var selvfølgelig pavestolt over at have bagt sine egne boller – både delt ud i stykker, formet, penslet og drysset. Jeg skal kun sige noget positivt om det at have børnene med i køkkenet – og så får man også støvsuget bagefter – win win 🙂

Opskriften på ca. 20 store boller:

  • 50 g gær
  • 4 spsk sukker
  • 5 dl danskvand (jeg brugte den med smag af tranebær, men ellers bare neutral)
  • 2 tsk groft salt
  • 100 g smeltet smør
  • 2 æggeblommer (alternativt 1 helt æg)
  • 2-3 store håndfulde tørrede tranebær
  • 2-3 store håndfulde solsikkekerner
  • 3-4 dl fuldkornshvedemel
  • hvedemel

Desuden æggeblomme og havregryn til pensling og pynt

Sådan gør du:

  1. Rør gæren ud i sukkeret og tilsæt smeltet smør (ikke for varmt), salt, æggeblommer, tranebær og solsikkekerner og rør det godt rundt
  2. Tilsæt herefter danskvandet og fuldkornsmelet og rør til en ensartet grød
  3. Kom nu hvedemel i og ælt til du har en lækker, smidig, lettere klisteret dej, som kan samles i en klump
  4. Lad dejen hæve 1-2 timer tildækket på køkkenbordet
  5. Slå dejen sammen og del og form til boller, som sættes på 2 bageplader
  6. Pensl med æg og drys med havregryn og lad efterhæve tildækket ca. 30 min. inden de bages ved 225 grader en plade ad gangen til de er flot gyldne (ca. 13-15 min.)
  7. Nyd dem lune blot med smør – eller brug dem til et lækkert morgenbord

Velbekomme!:-)

Skriv et svar