Jeg deler stor bageglæde med min kusine, men da vi også delte samme mormor, så er det nok ikke så mærkelig 🙂 Uanset, så har jeg været så heldig, at hun har delt måske nok verdens bedste opskrift på makronmuffins m/chokolade med mig. De er så lækre – og bliver faktisk kun bedre af en tur i fryseren.
Det fik svigerforældrene at mærke, da de forleden kom forbi og en time forinden annoncerede, at de glædede sig til nybagte boller og kage… Bum bum… What to do? De kender mig godt nok til at vide, at der nok var forberedt et eller andet, så bollerne var bagt, men ligefrem at kræve BÅDE boller OG kage – det havde jeg ikke set komme. Men så kom jeg i tanke om en portion af kusinens lækre makronmuffins i fryseren – pyha! 🙂
Opskriften er til 12 store eller 14 alm. muffins og er fryseegnet
Du skal bruge
- 300 g rørsukker
- 3 æg
- 2½ tsk mandelaroma
- 125 g smeltet smør
- 125 g knuste makroner
- 125 g hvedemel
- 50 g hakket mørk chokolade (jeg brugte Valrhona 71%)
Sådan gør du
- Pisk æg, sukker og mandelaroma til en hvid, luftig masse
- Bland mel og knuste makroner og tilsæt til æggeblandingen og rør kun til det netop er blandet
- Tilsæt det smeltede smør og rør til det netop er blandet
- Bland til sidst den hakkede chokolade i dejen og fordel dejen i muffinsforme og bag ved 200 grader (ikke varmluft) i ca. 20 min.
- Server de færdigebagte makronmuffins helt afkølede til en god kop kaffe
Næste gang jeg bager dem, vil jeg prøve at udelade mandelaroma og hvedemel, og så bruge mandelmel og en smule bagepulver i stedet. Det vil give en glutenfri muffin til dem, som foretrækker det. Skulle du blive inspireret og komme mig i forkøbet, hører jeg MEGET gerne om det færdige resultat!
Velbekomme!:-)
Så har jeg testet denne opskrift. Kagerne fik stor ros, selv synes jeg dog at de blev tunge/klæge, og så faldt de sammen som vandbakkelser man har kigget til for tidligt. Mon en tur i fryseren kan gøre dem godt?? Eller mon det skyldes at mel og smør delvist blev rørt i med dejkrog på maskine? Men men, det er den eneste mulighed jeg har, armen kan ikke røre rundt i dej, bom.
Hvor dejligt at smagen var godt. Så langt så godt! 🙂 Jeg tænker, at udfordringen kan skyldes to ting: 1) Æg og sukker er ikke pisket længe nok? Dejkrogen er nok heller ikke det bedste valg – måske håndmikseren kunne have hjulpet dig bedre? eller 2) De er ikke bagt længe nok? Jeg prøvebagte dem igen, da jeg så din kommentar, og mine blev igen helt som de skulle – ikke klæge og tunge. Jeg håber, du får bedre held næste gang 🙂
Kh. Louise