Lækker laktosefri chokoladekage uden æg

Baby sover og jeg sidder nu med en kop te (for den tilhørende kage har jeg spist) og nyder, at jeg nu kan få tid til at skrive lidt til jer 🙂

Min bror kom hjem fra London for at se den lille snorkfrøken, og kage skal der så til – endda bagt sammen med sønnen på 2 år:-) En uge efter fødslen gennemsyrede ‘hurtigt’ og ‘nemt’ dagens bagværk, men det gjorde det bestemt ikke mindre lækkert og velsmagende eller hyggen omkring det mindre! Og da salmonella var ugens buzz-word, blev kagen selvfølgelig bagt uden æg (i virkeligheden var jeg løbet tør, men det andet er en bedre historie). Uanset… Kagen var – som altid – samlingspunkt for en hyggelig aften med min bror og min mor (som kom forbi med aftensmad).

Svampet chokoladekage bagt uden æg

Svampet, intens chokoladekage med lille hindbær/jordbærformage til

 

Så her får du min opskrift på intens og klæg chokoladekage bagt uden æg og tilmed laktosefri. Jeg brugte en 24 cm springform. 22 cm havde nok været bedre, så brug det, hvis du har. Kagen kan sagtens fryses.

Du skal bruge:

  • 180 g hvedemel
  • 50 g god kakao
  • 180 g sukker
  • ½ tsk vanillepulver
  • 1 tsk bagepulver
  • 250 g mælk eller appelsinjuice (jeg brugte Laktosefri minimælk)
  • ½ tsk fint salt
  • 5 spsk vindruekerneolie (eller anden smagsneutral olie)
  • 100 g hakket mørk chokolade (jeg brugte mørke Callebaut chokoladeknapper)
  • Lidt olie til at smøre formen
  • Evt. flormelis til pynt

Sådan gør du:

  1. Pisk olie og sukker godt sammen i en skål
  2. Tilsæt mælk/appelsinjuice, vanille, salt og kakao og pisk igen godt
  3. Bland mel og bagepulver og sigt det i dejen og rør til dejen er ensartet
  4. Tilsæt chokoladen til sidst og fordel dejen i en smurt springform
  5. Bag kagen midt i ovnen ved 175 grader (ikke varmluft) i ca. 30 minutter. Kagen skal give efter ved et let tryk ovenpå. Hvis du prøver at stikke i den med en træpind, må der gerne hænge en lille smule dej fast, hvis du gerne vil have den lidt klæg
  6. Lad kagen afkøle helt, inden den pyntes og serveres. Du kan drysse den med lidt flormelis eller lave en glasur alt efter, hvad du er mest til
Dessert chokoladekage uden æg

Kagen fungerer perfekt som dessertkage – her ‘klædt på til fest’ 🙂

På billedet har jeg serveret den med en hindbær/jordbærformage med lidt nektaringelé på toppen – men det var kun fordi, jeg havde de små fromager i fryseren klar til at trykke ud af formen 🙂 I stedet vil lidt bær og creme fraiche rørt med vanillesukker helt sikkert være dejligt til!

Velbekomme!:-)

Skriv et svar